Processed with VSCO with hb1 preset

Tænk hvis du vandt…

Hjemme hos os må man gerne drømme – og gerne helt uden realistiske begrænsninger. Derfor elsker vi legen “tænk hvis du vandt”. Og hvad ville jeg så gøre hvis jeg vandt, lad os sige 100 millioner kroner!

– Jeg ville blive boende, men renovere huset. Skifte alle vinduer og døre (vi har lige skiftet tre døre, så nu går der nok et år inden vi har råd til mere – sh*t det er dyrt). Bytte om på køkken og stue i underetagen. Det snakker vi tit om. Vi er nemlig aldrig i stuen, men meget i køkkenet – men stuen er det største og bedste rum. Ydermere har stuen udgang til terrasse, hvilket jo vil give mere mening i et køkken. Måske ville vi endda flytte et par vægge, så køkken og stue blev et stort rum. I det nye køkken ville vi indsætte et lækkert snedkerkøkken og kræse for detaljerne.

– Jeg ville købe en bil nr. 2. Vi bor på landet, så det ville godt nok være smart med to biler – og altså ikke en af træ, som Agnes sidder i. Og en så el-cykel.

– Investere i virksomheden. Vores begges levebrød skulle også have et løft – på hvilken måde er ikke lige til at sige.

– Købe en lejlighed i København. Vi er tit i København og det ville være lækkert med vores eget derovre også.

– Gaver til familien. Familien skulle selvfølgelig også forkæles mest muligt.

– Ansætte en gartner. Vi har en grund på næsten 7000 kvm – dvs. pænt meget have. Det kunne være rart med en der lige tog sig af det værste. Vi elsker at være i haven, så gartneren skulle ikke tage sig af det hele.

– Tage på en lækker luksusrejse til et varmt sted. Med hele familien :)

– Sidst men ikke mindst ville en del penge nok også finde vej mod forskningen.

– Holde et kæææææmpe bryllup – med ALT!

Jeg synes det ville være fedt at vinde, men efter alle disse snakke når Morten altid frem til, at det ville være for kedeligt. Hvad skulle man så lave? Man ville ikke have følelsen af at udrette noget. Det tror jeg nu nok vi kunne finde ud af, men måske har han ret. Undersøgelser viser, at man ikke bliver lykkeligere af at vinde i Lotto – og vi har det jo egentlig også meget godt. Vi spiller jo heller aldrig, så det gør jo drømmen endnu mere urealistisk. Men tænk hvis man nu fandt en tabt lotto-kupon med gevinst.

Hvad ville du gøre hvis du vandt?

Categories: bagom